At ødelægge

Jeg har bygget noget op,
i tro om at det ville være en hjælp.

For hvert slag jeg fik af mor
For hvert slag jeg fik af familien
For hvert slag jeg fik af exen,
så byggede jeg lige så stille
en dejlig betryggende mur op.

Jeg følte mig beskyttet,
jeg følte mig tryg.

Jeg følte mig stærk,
fordi nu kunne jeg skjule mig selv.

Jeg følte mig magtfuld,
fordi nu kunne jeg glemme følelserne.
Jeg troede, min beskyttelse var min ven.
Især når jeg selv skabte dig.

Men jeg var blind,
jeg byggede bare videre.
Du blev stærkere, for hvert
mursten jeg lagde på dig.
Jeg begyndte og glemme,
hvem jeg virkelig var.

Jeg havde fortrængt det hele,
og levede som en zombie,
der troede, alt var okay.

Men nu indser jeg,
du er roden til mine lidelser.
Du sørger for,
jeg stadig sidder fast.
At jeg sidder fast bag muren,
og nu ikke kan komme ud.
Og nu har jeg haft dig
i så mange år,
at jeg er bange for at ødelægge dig.
Jeg er bange for den dag,
du forsvinder,
og at jeg så bryder sammen.

Jeg frygter den dag, du er væk,
at jeg så vil huske minderne igen.
At de vil vende tilbage, og aldrig mere forsvinde.
At jeg vil begynde og føle igen,
og dermed føle mine lidelser.
Jeg frygter, jeg mister mig selv,
den dag, jeg smider dig ud.
Jeg frygter, jeg har ødelagt mig selv,
at jeg aldrig bliver normal.

Jeg ved, jeg er kold.
Men det er den eneste løsning,
for at glemme mine inderste følelser.
Men jeg ved,
jeg også vil være fri og vise,
hvad jeg virkelig er.
For den, jeg er udenpå,
er min mur, jeg gladeligt byggede op.